♥ Valgte opskrifter ♥ Valgte opskrifter

Mad og dialysebehandling

Når du er i dialysebehandling, kan der være anbefalinger om at spise på en bestemt måde. Når man læser/hører om det, kan det opleves som om, at der er mange restriktioner og at intet er tilladt. Sådan skal det helst ikke være. Som udgangspunkt er intet forbudt, men det kan være relevant at spise bestemte ting i bestemte mængder.

Først er det vigtigt at holde fast i, at du kun skal skære ned på bestemte typer fødevarer, hvis du har fået besked på det i dit dialyseafsnit.

De ord, som du sikkert har mødt, når det handler om mad, er; kalium, fosfat, væske, salt og protein. Det er også de ting, jeg vil gennemgå her, men i stedet for et fokus på bestemte fødevarer, vil det være overordnede principper, som kan gælde for dig, som er i dialysebehandling.

Det ville være rart med en liste over ting, man kan spise ubegrænset. Men uanset hvem man er, er det ikke fornuftigt at spise enkelte fødevarer i store mængder, da variation er vigtig, så kroppen får de næringsstoffer, den har brug for.

Spis fuldkorn og fibre

Det er vigtigt at holde maven i gang og undgå forstoppelse, samtidig er der mange sundhedseffekter af fibre og fuldkorn. Spis derfor gerne rugbrød, fuldkornsbrød, brune ris og fuldkornspasta.

Spis hjemmelavet mad

Hvis det er muligt, så undgå forarbejdet mad og vælg hjemmelavet mad i stedet. Kig på varedeklarationen, og se om ingredienserne er nogen, du kender. Hvis der er tilsætningsstoffer, kan mange af dem indeholde fosfat, kalium og natrium (salt).

Husk dog, at det er vigtigere at få noget at spise end at undgå tilsætningsstoffer.

Protein

Protein findes i næsten alle fødevarer, men der er mest i kød, fisk, fjerkræ, mælk, æg, ost, tofu og bælgfrugter. Ved dialysebehandling mister du protein (det der hedder aminosyrer), og kroppen har brug for ekstra protein.

Hvis du har god appetit: Den mængde, som det anbefales at spise, er den mængde, som danskerne spiser i gennemsnit. Det betyder, at proteinbehovet nemt dækkes ved helt almindelig appetit, og det er ikke nødvendigt at spise mere. Hvis du spiser mere, vil du også få mere fosfat, da protein og fosfat ofte følges ad.

Hvis du har nedsat appetit: Her er det vigtigt at have fokus på at få nok protein. Det kan gøres ved at få protein til alle måltider, både morgen, middag, aften og mellemmåltider. Du kan fx spise proteindelen af måltidet først og tage et halvt brød med dobbelt pålæg.

Væske og salt

Det er lægen, som vurderer, hvor meget du kan drikke på en dag. Når der er behov for at spare på væske, er det vigtigt ikke at spise for meget salt, da salt kan gøre dig mere tørstig. Salt findes mest i forarbejdede fødevarer, f.eks. morgenmadsprodukter, pålæg og brød, og når du tilsætter salt til maden.

Vælg gerne peber, krydderier og krydderurter fremfor salt og undgå ekstra salt på maden efter tilberedning. Køb gerne brød og pålæg med Nøglehulsmærket på, så er der mindre salt i, eller hvis du har overskud, kan du bage brødet selv. Brug gerne middagsrester som pålæg.

Frugt og grønt

Det gælder om at bevare indtaget af frugt og grønt så længe som muligt. Derfor er der andre steder, hvor det er bedre at være opmærksom, hvis dit kalium begynder at stige. Det betyder dog ikke, at du ubegrænset kan spise frugt og grønt, hvis din kalium-værdi er for høj.

Andre kilder til kalium kan være gennem drikkevarer, f.eks. mælk, juice, kakao, kaffeprodukter (f.eks. kaffe latte), smoothies, milkshakes, øl og vin. Det kan også være snacks, f.eks. chips, chokolade, mandler og nødder. Her kan du starte, hvis dit kalium er for højt.

Inden du skærer ned på mængden af frugt og grønt, kan du i stedet erstatte kartofler med ris og pasta hver anden gang, og tilberede kartofler og grøntsager med henblik på kaliumbegrænsning. De skal skrælles, deles i kvarte og koges i vand tilsat salt.

Mælk, æg og ost

Det anbefales ofte at spare på mælk, æg og ost for at spare på fosfat. Mange kan sagtens spise 1 skive ost og en 1 lille portion mælkeprodukt om dagen, og 2-3 æg om ugen. Dog er disse mængder ikke faste, da det kan være nok at skære ned i det du spiser nu. Hvis du får disse mængder, og alligevel har behov for at spare på fosfat, så vælg lige præcis det du bedst kan lide.  

Hvad vil du ikke undvære?

Og så det vigtigste til sidst. Find ud af hvad du ikke vil undvære. Det skal der være plads til.