Plantedrikke eller mælk?
Er det fornuftigt at vælge plantedrikke fremfor mælk?
Det er der mange, der har spurgt sig selv om, siden der udkom en nyhed på et af de landsdækkende medier om, at man ikke skulle vælge plantedrikke for sundhedens skyld, da det er et ultraforarbejdet produkt.
Hvis man har nedsat nyrefunktion og vælger plantedrikke, vil det oftest være på grund af det lavere indhold af kalium og fosfat. Derfor er det lige præcis ikke for sundhedens skyld, men på grund af det indhold, der er i produkterne.
Plantedrikke har generelt et lavere indhold af kalium, fosfat og protein. Det er godt, hvis nyrefunktionen er nedsat, og der er behov for at spare på alle tre ting.
Protein
Hvis din nyrefunktion er nedsat, er det ofte fornuftigt at spare på protein. I de tilfælde kan det være godt at vælge plantedrikke.
Dem, der har behov for mere protein, kan få proteinet fra andre fødevarer end plantedrikke. Ved at vælge almindelig komælk, får man mere protein, men også mere kalium og fosfat.
Tilsat fosfat og andre tilsætningsstoffer
Et særligt opmærksomhedspunkt er tilsætning af fosfat. I nogle plantedrikke er producenterne begyndt at tilsætte fosfat. Du kan genkende tilsat fosfat ved at kigge efter et ord, der indeholder ordet ”fosfat”/”phosphat” på varedeklarationen.
Der er også andre tilsætningsstoffer i plantedrik. Det kan f.eks. være surhedsregulerende middel, stabilisatorer, aromaer og vitaminer/mineraler. Ved at vælge økologiske versioner af plantedrik kan du sikre dig, at der ikke er tilsat fosfat, og at du får den version med færrest tilsætningsstoffer.
Almindelig komælk indeholder kun komælk og er derfor et mere naturligt produkt, fordi det ikke indeholder nogen tilsætningsstoffer. Indholdet af kalium og fosfat er ret højt, men det er naturligt forekommende kalium og fosfat.
Kulhydrat
I almindelig komælk er der ca. 4,5 gram kulhydrat pr. dl. I sojadrik er kulhydratindholdet ca. det samme. I risdrik og havredrik er kulhydratindholdet ca. det dobbelte (8-11 gram pr. dl).
Hvis du har diabetes, er det godt at være opmærksom på, om det påvirker dit blodsukker mere, hvis man vælger plantedrikke fremfor almindelig mælk.
Så hvad er det bedste valg?
Det er et individuelt valg, om du skal drikke komælk eller plantedrik, som handler om flere ting:
- Hvad smager bedst?
- Hvad har du behov for at skrue op eller ned for i maden?
- Hvad vil du prioritere?
- Hvad er dine personlige præferencer og behov?
Både plantedrikke og almindelig komælk kan sagtens være en del af en nyrevenlig kost.
Det betyder, at plantedrikke kan vælges fordi det har et lavere indhold af kalium, fosfat og protein. Ikke for sundhedens skyld.
Det betyder også, at almindelig komælk kan vælges, på trods af et højere indhold af kalium, fosfat og protein. Det er et helt naturligt produkt, men det gør det ikke nødvendigvis sundere, hvis du har behov for at spare på kalium og fosfat.