♥ Valgte opskrifter ♥ Valgte opskrifter

Nyresygdom
og fosfat

I alle fødevarer er der vitaminer, mineraler og sporstoffer. Ved normal nyrefunktion udskiller kroppen de overskydende næringsstoffer, men når nyrefunktionen er nedsat, kan kroppen ikke længere gøre dette. Det gælder blandt andet fosfat. Men der findes måder, hvorpå du kan mindske dit indtag af mineralet.

Fosfat er et vigtigt næringsstof at kende, hvis du lever med en nyresygdom. Fosfat er med til at holde dine knogler og tænder stærke. Men hvis du har for meget fosfat i blodet, kan det afkalke dine knogler, og den kalk kan sætte sig i dine blodkar og gøre dem mere stive. Derfor er målet at undgå dette ved at begrænse fosfat, hvis dine blodprøver viser, at det er for højt.

Skal du begrænse fosfat?

Hvis du har behov for en fosfatbegrænsende diæt, er det anbefalet at indtage maksimalt 800 mg fosfat hver dag.

 

Når det bliver nødvendigt at begrænse fosfat, er det godt at få en samtale med en diætist, som kan vejlede dig i, hvor fosfat findes i det, du spiser. I kan sammen lægge en plan for, hvor meget du har behov for at ændre på. En diætist vil altid tage udgangspunkt i dine ønsker, behov og målsætning. Det er vigtigt, at du ikke begrænser fosfat, før du har fået at vide, at det er nødvendigt.

Fosfat i fødevarer

Fosfat findes alle steder, hvor der er protein. Det vil sige kød, fisk, fjerkræ, mælk, æg og ost. Det findes også i nødder, linser, bønner og brød. Det kan være svært at få nok protein uden at få for meget fosfat. Derfor er det godt at vælge madvarer, hvor du får meget protein i forhold til mængden af fosfat.

 

Der er ikke en øvre grænse for indtag af kød, fisk og fjerkræ, men det bidrager alligevel med en del fosfat. Mælk, æg og ost har et højt indhold af fosfat i forhold til protein, og derfor anbefales det højst at indtage 1½ dl mælkeprodukt eller 25 gram ost pr. dag og 2-3 æggeblommer pr. uge ved behov for at begrænse fosfat. Længere nede på siden kan du læse om alternativer til mælk og æggeblommer. 

Tilsat fosfat i fødevarer

Fosfat findes også som tilsat fosfat i fødevarer. Producenter af fødevarer kan vælge at tilsætte fosfat til deres fødevarer af forskellige årsager og i forskellige afskygninger. I smelteost, for eksempel rejeost, bruges fosfat som smeltesalt. I nogle sodavand findes det som fosforsyre. Det bruges også som fortykningsmiddel og stabilisator. Tilsat fosfat findes i næsten alle grillpølser, i bagværk som småkager og kiks, i færdigretter og afskåret pålæg. Det kan også forekomme i frosne kartoffelprodukter, sovsejævner og plantedrikke. Fælles for alle produkter er, at der også findes alternative produkter, hvor fosfat ikke er tilsat, og derfor skal du finde ud af, hvordan du bedst undgår det.

Undgå tilsat fosfat

Der er to måder at undgå tilsat fosfat. Den ene er at vælge produkter, hvor du ved, at fosfat ikke er tilsat. Økologiske produkter må ikke være tilsat fosfat, og vælger du produkter fra Pålækker eller Den Grønne Slagter, er det heller ikke tilsat. Hvis det virker helt uoverskueligt, så er det vigtigt, at du ikke vælger den løsning, hvor du stopper med at spise alle de produkter, som er nævnt her. Det er vigtigere at få noget at spise end helt at undgå tilsat fosfat.

 

Den anden er at kigge på varedeklarationen og fravælge produkter, som indeholder specifikke E-numre (se boksen til højre).

E-numre, der viser tilsat forsat:

  • E338
  • E339
  • E340
  • E341
  • E343
  • E450
  • E451
  • E452

Fosfat i drikkevarer

De fleste har hørt, at der er meget fosfat i mælk. Hvis du drikker en liter mælk, har du fået alt det fosfat, som din krop har brug for på en dag. Det gælder også for alle andre mælkedrikke, for eksempel kakao, milkshake, drikkeyoghurt, cappuccino og kaffe latte. Til gengæld er der kun begrænsede mængder fosfat i saftevand, iste, øl og vin. Men det er stadig vigtigt at overholde Sundhedsstyrelsens anbefaling om ikke at drikke mere end ti genstande pr. uge.

 

 

Fosforsyre

Du kan med fordel være opmærksom på, at de fleste sodavand kun indeholder lidt fosfat, men nogle producenter tilsætter fosforsyre. Det findes for eksempel i alle former for cola, bortset fra økologisk cola og i nogle typer kondivand (Faxe Kondi og Carlsberg Sport), både almindelige og light. Du kan dog godt drikke Sprite, 7up og Topform, da de ikke indeholder tilsat fosfat.

 

 

Fosfatbindere

Fosfatbindere bruges til behandling af for højt fosfat. Hvis det ikke er muligt at begrænse fosfat nok i det, du spiser, kan du få ordineret fosfatbindere. Det er medicin, som binder sig til fosfat i maden og passerer med ud i toilettet. Det er vigtigt, at fosfatbindere fordeles til de måltider med mest fosfat, og at de tages samtidig med, du spiser.

 

Hvis du spiser en to- eller treretters middag eller er til julefrokost- eller påskefrokost, hvor maden spises over lang tid, kan det være en fordel at fordele fosfatbinderne til hele måltidet. Det betyder, at hvis du normalt får to til tre fosfatbindere til hvert måltid, så start med en til forretten, en til hovedretten og en til osten/desserten. Spørg på din nyreafdeling, hvordan du bedst fordeler den mængde fosfatbindere, som du har til rådighed.

Praktiske råd til erstatning af mælk

I stedet for mælk med et højt indhold af fosfat (og kalium), kan du bruge piskefløde tilsat vand i din madlavning. 1 del piskefløde + 3 dele vand vil give samme konsistens som mælk. Dette kan også bruges til sovs og grød. Du kan også bruge Cremefine, som har omtrent samme indhold som piskefløde.

 

Du kan også vælge plantedrikke, for eksempel risdrik og havredrik. Vær dog opmærksom på, at nogle plantedrikke er tilsat fosfat (tjek varedeklarationen). Hvis du vælger økologiske plantedrikke, er de ikke tilsat fosfat.

Praktisk råd til madlavning med æg

Fosfat findes også i æggeblommer. I mange retter skal der bruges hele æg. For at spare på fosfat, kan du nøjes med at bruge æggehviden. Det vil sige, at du til en portion frikadeller eller andet fars, nøjes med æggehviden, selvom opskriften skriver et æg.

 

Hvis du vil lave omelet/æggekage, kan du mindske mængden af æggeblommer og tilsætte ekstra æggehvide, så du bruger 1 helt æg pr. person og 2-4 æggehvider afhængig af størrelse på portionen. Se blandt andet vores leftover-omelet.