♥ Valgte opskrifter ♥ Valgte opskrifter

Nyresygdom
og salt

For personer med en nyresygdom er det for de flestes vedkommende fornuftigt at mindske indtaget af salt. Her på siden kan du blive klogere på, hvordan du mindsker dit forbrug af salt og stadig kan tilberede lækker og appetitlig mad.

Uanset om du er i dialyse, har nedsat nyrefunktion eller er transplanteret, er det godt at spare på dit indtag af salt. Det gælder for næsten alle, også mennesker uden nyresygdom. Allerede når nyrefunktionen er nedsat, er den første anbefaling at spare på salt. Salt har både betydning for dit blodtryk og for, hvor nemt (eller svært) det er at drikke en passende mængde.

Salt versus natriumklorid

Det kemiske ord for salt er natriumklorid (NaCl). Det vil sige, at det består af både natrium og af klorid. I natriumklorid er ca. 40 procent natrium. På en fødevares varedeklaration vil der nogle gange stå salt (NaCL) og nogle gange natrium. Det er ikke altid, at begge dele bliver oplyst. På denne hjemmeside har vi valgt at angive mængden af salt (NaCL) i opskrifterne. Anbefalinger er 5-6 gram salt (NaCL) om dagen. Det er dog muligt, at du støder på betegnelsen natrium, når du læser varedeklarationer i butikkerne. Her er anbefalingen max. 2400 mg natrium om dagen.

Spar på saltet

Når du skal spare på saltet, skal du både være opmærksom på det salt, som du selv tilsætter en ret; på det salt, som findes naturligt i fødevarer; og på det salt, som ofte i store mængder er tilsat færdigproducerede madvarer, for eksempel brød, pålæg og morgenmadsprodukter.

 

Det anbefales at lade være med at bruge ekstra salt på maden, når den er tilberedt. Spar også gerne på salt i madlavning og vælg i stedet andre krydderier (se mere nedenfor). Derudover anbefales det at finde brød og pålæg med så lidt salt som muligt. Når du køber ind, kan du vælge madvarer med Nøglehulsmærket, som garanterer et lavere indhold af salt.

Nøglehulsmærket

Hvis du gerne vil vælge produkter med et lavere indhold af fedt, sukker og salt, kan du vælge produkter med Nøglehulsmærket. Du skal dog være opmærksom på, at selvom Nøglehullet hjælper med et sundere alternativ, siger det ikke noget om kalium- og fosfatindholdet. Læs mere her

Andre krydderier og krydderurter

Mange synes, at maden har en flad smag, hvis der ikke er tilsat salt. Det handler ofte om vane, og om at du har vænnet dig til, at maden skal smage salt. Efter kort tid vil du have vænnet dine smagsløg til den ændrede smag, og du vil opleve, at nogle af de madvarer, du har været vant til at spise, smager meget salt.

 

I stedet for salt, kan du vælge peber, andre krydderier og krydderurter. Så længe du bruger det som smagsgiver og tilsætter lidt som pynt, vil det sjældent give dig for meget kalium.

 

Det er også en mulighed at spare på saltet de steder, hvor der er andre ingredienser, som smager salt, for eksempel oliven, bacon eller sojasovs.

 

Det eneste tidspunkt, hvor det er fornuftigt at bruge ekstra salt, er, når du tilbereder dine grøntsager med henblik på reduktion af kalium. Læs mere her